Portræt af en daginstitution: ROSALIE

I anledning af institutionsleder Tove Anna Nielsen`s alt for tidlige død den 17/12-25 genpublicerer vi her et portræt af daginstitutionen Rosalie på Østerbro i København. Artiklen bragte vi første gang i nyhedsbrevet Spi-NYT, nr. 2/2018. Portrættet fremkom ved Tove Anna Nielsen`s svar på Spi-NYT`s spørgsmål.

Rosalie

Bygning og beliggenhed emmer af historie og storby. Vi portrætterer en moderne daginstitution med 160 børn i unikke rammer midt i København.

Hvad er institutionens historie?

Huset er bygget i 1890 af Rosalie Petersen, heraf vores navn Rosalie. Fru Petersen startede med at drive børnehjem i 1870.

I 1960 måtte børnehjemmet lukke og blev omdannet til en selvejende institution med to vuggestuer med to ledere. Bestyrelsen for institutionerne var fælles og bestod af folk fra nærmiljøet, kirken, hospitalet og forretningslivet.

I 70’erne arbejdede bestyrelsen på at få solgt grunden til nybyggeri af boliger, samt byggeri af ny institution. Disse projekter brændte de sig på og gik konkurs. En privat person købte grunden, og fra kommunens side nedsatte man en kommunal bestyrelse. De arbejdede videre med at undgå at grunden blev brugt til ikke sociale formål. Det viste sig heldigvis, at grunden var tinglyst til sociale formål.

I 80’erne arbejdede bestyrelsen på at få Borgerrepræsentationen til at godkende en plan om opkøb af hele grunden samt renovering af vores hus.

I 1991 trådte den kommunale bestyrelse tilbage, da arbejdet med at få renoveret huset var på plads. De to institutioner valgte hver for sig sine nye tilhørsforhold som selvejende. Stueetagen valgte en bestyrelse af private personer, der dannede en fond. 1.sal valgte at melde sig ind i Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem.

I 1996 var alt klart, tegninger og planer for ombygningen lå på bordet. Borgerrepræsentationen havde bevilget 22 millioner til tilbygning og renovering samt 10 millioner til køb af grunden. De to institutioner blev genhuset tre forskellige steder i byen i et år.

Personalet og bestyrelsen var med under hele ombygningen, og vi tog mange kampe for at få gennemført det, vi mente, var godt for børnene. Vi fik stor indflydelse, men ikke hel indflydelse.

I maj 1997 flyttede vi ind. I det mellemliggende år havde man fra kommunens side besluttet, at det skulle være én institution med én ledelse og bestyrelse. Institutionen blev en integreret 0-6 års institution med en glidende normering på 160 til 170 børn.

Vi skiftede administrationsselskab i september 2014 og gik fra Frie Børnehaver til det nuværende SPIA.

Hvordan kan man beskrive Jeres lokalitet?

Rosalie ligger midt på Østerbro og vores store smukke hus er attraktivt beliggende ved Sortedamssøen med udsigt over søen og fugleøen. Her summer af liv og nærmiljø.

Udearealet, som hører til institutionen, er en naturlegeplads/have. Materialerne er forsøgt holdt i træ og med bakker, buske, træer, græs osv. Fantasi og undersøgelsestrang har gode betingelser. 

Hvilke særlige muligheder og udfordringer giver Jeres beliggenhed midt i København?

Vi har mulighed for at benytte de særlige rekreative områder i nærheden. Tæt på har vi Fælledparken (Tårnlegepladsen, Trafiklegepladsen, Soppesøen med vandleg og Sansehaven), Kongens Have, Botanisk Have, havnen, biblioteket og Østre Anlæg, steder som vi flittigt gør brug af. Vi frekventerer selvfølgelig også de små legepladser, som ligger i området. For ikke at glemme “vores” sø med udsigt til fugleøen. Vi er en københavnerinstitution og bruger meget de kulturelle tilbud som kommunen giver.

Samtidig giver vores beliggenhed gode muligheder for at benytte den kollektive trafik, når vi begiver os ud på længere ture. Beliggenhed – beliggenhed – beliggenhed. På en skala fra 0 til 5 er det en klar 5’er.

Hvordan er institutionens struktur?

Huset er delt op i 6 vuggestuegrupper med i alt 72 børn og 4 børnehavegrupper med 88 børn.

Hver af de seks vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper har tre voksne tilknyttet. Vi tilstræber, at to af dem er pædagoger og den tredje en medhjælper. Lederen står for det overordnede ansvar, har en afdelingsleder og har hjælp af en kontorassistent på 5 timer om ugen til det administrative arbejde. Desuden har vi en køkkenleder, to køkkenassistenter og en gårdmand.

Hvad er I kendt for – og har I en særlig pædagogisk profil?

Vi lægger stor vægt på bevægelsesaktiviteter både i og udenfor institutionen. Vi udnytter således nærmiljøets grønne områder, såsom Fælledparken – til krop og bevægelse, udfoldelse igennem leg og aktiviteter. Desuden bruger vi hele året rundt vores egen Atriumgård, der giver os et hav af muligheder for at bevæge os til musik, spille teater, lave forhindringsbaner etc.

At børnene får et kendskab til, hvordan kroppen ser ud og fungerer. At udfordre børnene til at bruge deres bevægelsesapparat i forskellige bevægelsesmiljøer eks. i legen, naturen m.v. Børnene skal have varierende og mangfoldige bevægelses- og sansemiljøer, som skal skabe mulighed for at udforske, afprøve, udvikle og forstå kroppens fysik, motorik og sanser. Og så lægger vi også vægt på at børnene er ude at lege samt gå ture i al slags vejr for at opleve de skiftende årstider. Børnene er på ture i nærmiljøet, hvor de fordyber sig i naturen og dens muligheder.

Det er vigtigt for os, at vi er nogle gode rollemodeller for børnene og for hinanden. At der er en god tone i huset, at børnene bliver selvhjulpne, robuste og får en god dannelse fra deres institutionsliv.

Hvilke udfordringer er I mest optaget af lige nu?

Det meste af udfordringer lige nu er de fysiske rammer i et gammelt hus. En del af den gamle bygning er temmelig nedslidt. Det gælder især vinduer. Men løbende er der jo reparationer og vedligeholdelse på vores gamle dame ”Rosalie”! Bygningen hører under Københavns Ejendomme og vi er da også i løbende dialog om udbedringer på huset.

Hvad lægger I mest vægt på ved at være Selvejende?

Som selvejende gennem mange år har vi altid følt det ”at være herre i eget hus”. Det giver os en særlig fornemmelse for nærhedsprincippet i det daglige arbejde. Det gælder måske især i bestyrelsesarbejdet, hvor det er forældre fra nærmiljøet, som sidder på bestyrelsesposterne. Det er kendetegnet ved, at de jo har deres daglige gang i huset. Det giver endvidere udslag i, at vi altid har en løbende dialog om huset og den pædagogiske praksis.

At være selvejende betyder også for os, at vi har et tæt samarbejde med vores administration, som vi jo har hos SPIA. De har flere års erfaring med at bistå selvejende og private institutioner med administration af løn, regnskab og personalesager og det giver en tryghed i forhold til driften, at man altid kan komme i kontakt med administrationen.

Hvordan ser du Rosalies fremtid, om f.eks. 10 år?

Når vi ser på, hvor stor søgning der er til vores institution, så er vi ikke bange for at Rosalie også om 10 år er en levende børneinstitution, hvor der går 160 vidunderlige børn. Og som nævnt tidligere har vi jo en enestående beliggenhed – en ”børneinstitution med søudsigt midt i København”! Vi håber at sådan en bygning, som nuværende daginstitution, også kan bevares langt ud i fremtiden.

FAKTA:

Rosalie v/Sortedamssøen, Helgesensgade 2, 2100 København,

Email.: rosalie@rosalie.dk

160 børn i alderen 0-6 år, 38 ansatte

Driftsform: Selvejende med driftsoverenskomst

Hjemmeside: http://www.rosalie.dk/

Læs også

::Link-service – marts `26::

Vi bringer her en stribe nyttige links til nogle af de seneste måneders mest interessante undersøgelser, artikler og udgivelser Ny bog sætter pædagogers trivsel på dagsordenen Børns trivsel begynder med pædagogers trivsel. Det handler ikke om at gøre pædagoger mere robuste, men om at skabe et bæredygtigt arbejdsliv – sammen. Som pædagog er man selv...

København dropper betegnelsen ”pasning” om daginstitutioners virksomhed

Københavns Kommunes Børne og Ungdomsudvalg har pålagt Børne- og Ungdomsforvaltningen at bruge betegnelser som “dagtilbud,” “pædagogiske tilbud”, “udvikling”, “relationsarbejde” eller lignende i stedet for betegnelsen “pasning” på kommunens hjemmeside, i skriftlig og digital information til borgere samt i øvrige informationsmaterialer. Dette gælder både kommunale, selvejende og private dagtilbud. Private pasningsordninger, nødpasning, hjemmepasning og andre tilbud,...

Saksede citater – marts `26

Vi har i løbet af det sidste par måneder fra diverse aviser og andre medier sakset disse interessante Citater Kan man lovgive sig til bedre kvalitet dagtilbud – Debat i Altinget:BØRN: ”Den pædagogiske leder skal vide noget om pædagogik, medarbejderne, den daglige praksis og ikke mindst børnene. Det gør ikke noget, hvis de også selv...

Nordtoftegaard Udflytterbørnehave søger leder fra 1. juni.2026.

Da vores leder gennem mange år går på pension, søger vi en leder til at fortsætte hendes gode arbejde. Nordtoftegaard er en lille velfungerende selvejende institution med 50 børn fordelt på 2 stuer. Vi har opsamlingssted i et gammelt stråtækt hus ved Utterslev Mose. Herfra kører vi ned til Jersie, hvor vi har et dejligt...

Direktør, cand.jur

Annette Foltmann

SPIA er et hyggeligt lille administrationsselskab, som lægger vægt på et godt kendskab til vores institutioner.

Vores mål er ikke at blive de største - men at blive de bedste til at yde den mest relevante rådgivning og administration til jer.

SPIA blev grundlagt i 2012 af Annette Foltmann i samarbejde med erfarne kolleger fra Landsforeningen Frie Børnehaver og Menighedernes Daginstitutioner.

SPIA har et velfungerende team af konsulenter, der lægger vægt på høj faglighed, engagement og samarbejde, hvad enten det drejer sig om regnskaber, lønadministration, personalesager, juridisk eller politisk interessevaretagelse.

SPIA er i dag landsdækkende. Vi har institutioner på i Storkøbenhavn, Sjælland, Jylland og på Bornholm.

SPIAs hovedkontor liggende ved Vanløse station i København, men vi har også et kontor i Herning og et i Nordby på Fanø.

SPIA's ydelser

Administration

Løn, regnskab, revision

Administration og rådgivning

Personalejura og HR

Indflydelse

Politisk arbejde

Administration og rådgivning

Bestyrelses support

Kontrakter, aftaler, rådgivning, forhandling

Juridisk bistand

Bliv klogere

Kurser

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret på nyt fra Spia og Spifo kurser mv.

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Navn(Påkrævet)
Scroll to Top