SPIAs direktør Annette Foltmann opfordrer til investering i tidlig børnetrivsel og læring. Hun understreger behovet for ressourcer, uddannelse og en omhyggelig implementeringsproces for at skabe inkluderende børnefællesskaber.
Mandag den 29. april 2024 virker for de fleste som en almindelig mandag – Men for SPIAs direktør Annette Foltmann blev det startskuddet på det vi forventer vil være, en kamp, der drager – knap så gode – minder frem fra Amternes nedlæggelsen i 2007, hvor specialviden på området gik tabt i overdragelsen af opgaven til kommunerne og Folkeskolereformen i 2012, som aldrig kom i mål. Her ville man ville videreuddanne lærerne i inklusion, hvilket kun ca. 2% af lærerne er i dag.
Den mandag var der nemlig inviteret til seminar/workshop om inkluderende børnefællesskaber i Københavns Kommune. Det bød på spændende oplæg/foredrag bl.a. fra Louise Klinge (forsker EDUK) og lignende begavede forskere og praktikere, der alle kom med gode tankevækkende forslag, der kunne gøre børns læring og trivsel bedre. Bl.a. blev den urimeligt lange diagnoseudredning kritiseret som skadelig for børnene og unødvendig for at kunne få hjælp til et barn med vanskeligheder. For når forældre og pædagoger kunne se, at et barn havde behov for en særlig ekstra hjælp, burde det være nok i sig selv til at få bevilliget den hjælp, der var behov for.
Desværre handlede det næsten udelukkende om skoledelen! Så til trods for vi i samarbejde med BUPL Hovedstaden, forsøgte at få talt daginstitutionsområdets andel op, så druknede vores område desværre i skoletænkningen.
Annette sætter her lidt ord på hendes tanker:
”Jeg vurderer, at hvis ikke, der bliver investeret mere i børn fra 0-6 år, så de kan trives og være skoleparate som 6 årige, så kan skoledelen være nok så god – uden at den kan rykke noget. Det ene forudsætter det andet.”
Jeg tænker:
- Hvis ideen om inkluderende børnefællesskaber skal kunne fungere i virkeligheden, så kræver det at ressourcerne følger med
- At man tilbyder ekstrauddannelse af alle medarbejdere
- GOD TID til at implementere de ønskede forandringer
- Processen bør planlægges i etaper og vare mindst 3 år med grundig faglig og menneskelig forberedelse inden man sætter den i gang
- Alle skal inddrages på institutionsniveau, såvel som på strukturelt niveau
- Implementeringen skal ske gradvist, så viden og ekspertise fra specialområdet ikke går tab
- Der skal løbende samles op på erfaringer undervejs, så man lærer undervejs og alle kan komme med
- Strukturændringen skal ses som en investering over flere år – og ikke som en besparelse
Jeg tror ikke på en hurtig proces. Der er mennesker, viden og ekspertise, der skal flyttes, og det tager tid. Kommunen kan fx starte med at skoleområdet – nu der er så meget fokus på det – og når det så er landet og fungerer, så kan dagtilbudsområdet komme bagefter og nyde godt af skoleområdets erfaringer. (Det er der altså også en besparelse ved!)
En hasarderet proces er decideret risikabel i denne tid. Risikoen for tab af dygtige pædagoger – i en i forvejen belastet tid med mangel på pædagoger – der medfører at institutioner falder fra hinanden, er bekymrende nærliggende.
Som tidligere barn af en fantastisk Rudolf Steiner Skole, hvor inklusion var en naturlig del af hverdagen, ved jeg, at inkluderende børnefællesskaber kan lykkes. Men også at det tager tid at opbygge de frugtbare, rummelige og stærke kulturer, der skal kunne bære dem. De kan – under de rigtige forudsætninger – udkrystaliseres igennem tid, men det kræver stærke værdier, faste traditioner, klare rammer, små børnegrupper og mange dygtige engagerede voksne til at bygge fundamentet for dem.
