Regnskabskonsulent Gitte Dalsgaard Nielsen stopper ved årsskiftet som regnskabskonsulent for SPIAs jyske institutioner. I en alder af næsten 64 kalder tilværelsen nu, som efterlønner. I den anledning har vi talt med Gitte. Afskeden blev markeret ved en afskedsfrokost i SPIA den 28/11-26.
De første mange år af Gitte Dalsgaard Nielsens arbejdsliv udspandt sig i den tidligere, statslige institution AF (Arbejdsformidlingen) i årene 1985 – 2007, hvorefter hun efter kommunaliseringen af AF sprang ud i det private, og fik job i Landsforeningen Frie Børnehaver.
Gitte har arbejdet som regnskabskonsulent i SPIA siden august 2014, hvor hun kom fra den noget større ”Landsforeningen Frie Børnehaver”. På det tidspunkt hobede de økonomiske og ledelsesmæssige problemer sig op for Frie Børnehaver, og mange institutioner valgte at sive til andre administrationsudbydere, herunder til SPIA – og i 2015 gik Frie Børnehaver konkurs. I Frie Børnehaver havde Gitte været daglig leder for to jyske kontorer (i Herning og Esbjerg) med 6-8 medarbejdere. I SPIA blev hun den eneste regnskabskonsulent Vest for Storebælt, hvor jobbet blev udført fra hjemmekontoret i Herning, med enkelte smutture til personalemøder m.m. i Vanløse.
Hvordan vil du beskrive forskellen på at arbejde i den store organisation Frie Børnehaver med 65 ansatte og så SPIA, der var nystartet i 2012, og som er en helt anden virksomhed?
Frie Børnehaver var en gammel og stor organisation med mange ansatte og flere kontorer. SPIA var et meget mindre nystartet administrationsselskab, der var blevet stiftet af, og beskæftigede andre ansatte, der også havde en fortid i Frie Børnehaver. Begge steder har været interessante steder at arbejde.
I Frie startede jeg som regnskabsfører på Herningkontoret – hvor på det tidspunkt mange institutioner blev sammenlagt eller lukket – og derfor opstod der mange private institutioner – især i det Jyske. En meget spændende tid.
Da jeg startede i det nystartede SPIA var man fælles om at få tingene til at fungere – der var tæt dialog med ledelsen – da ledelsen var en del af medarbejderstaben på gulvet – for at vi kunne få tingene udrettet og til at fungere. Jeg har altid taget direkte kontakt til ledelsen her – når der har været noget – som vi så har fået løst med det samme eller i hvert fald hurtigt.
Hvorimod i Frie Børnehaver skulle man gennem mellemleder (som jeg selv blev en del af), og det skulle drøftes af mange i afdelingen, inden at man evt. kunne få noget ændret. Man bliver nemmere hørt i en lille virksomhed – hvorimod i en stor organisation bliver man nemmere glemt og ikke set eller hørt.
Du har i din tid som regnskabskonsulent arbejdet både med selvejende daginstitutioner med driftsoverenskomst og privatinstitutioner, som du udelukkende har haft med at gøre i SPIA. Hvad er forskellen på at administrere de to driftsformer?
Selvejende institutioner er styret af kommunalt budgetlagt økonomi, hvorimod de Private er styret af egne beslutninger fra lederen og institutionens bestyrelse – dog selvfølgelig ud fra hvad de har af børn til at drive institution for i form af Drifts-, Bygnings-, og Administrationstilskud.
For de selvejende står kommunen for forældreopkrævningerne, for de private institutioner er forældreopkrævningerne institutionernes egen opgave, og dermed også vi regnskabskonsulenters.
Jeg syntes, at det er mest spændende at arbejde med de Private – da man er med til at yde støtte til budgetlægning. Men der er også udfordringer, især når institutionernes likviditet ikke holder, f.eks. på grund af faldende børnetal og for mange personaler. Så gælder om at få tingene tilpasset. Disse udfordringer, som især ses hos de mindre institutioner, har jeg haft nogle gange.
Du har også oplevet en lidt turbulent tid, med institutionslukninger, sammenlægninger og kommunaliseringer. Hvordan tænker du tilbage på det?
Det var en meget spændende tid, da jeg kom til området i 2007, hvor det hele begyndte at ske med institutionslukninger og sammenlægninger. Der var mange møder og planlægning sammen med lederne – samt møder med politikere osv. – Da var det ikke en almindelig ”8-16” uge – der var travlt, og det var en tid, jeg husker tilbage på som meget spændende.
Der opstod mange private institutioner, som ellers var lukningstruede. Og mange af dem går det jo fortsat rigtig godt for – her kan nævnes bl.a. Havmågen i Hanstholm, Eventyrhuset i Grindsted og Asylet i Herning.
Er der nogle sager eller situationer, der har gjort særligt indtryk, og som du har været meget optaget af?
Jeg har været meget optaget af sager, hvor økonomien ikke har hængt sammen. Så har jeg hjulpet med at udarbejde likviditetsbudgetter – og støttet Leder og bestyrelse i at overholde budgetterne, så de ikke kom ud i at mangle penge til løn og dermed var i risiko for at lukke eller gå konkurs. At hjælpe til med at undgå den risiko har betydet meget for mig og derved også gjort det største indtryk på mig. Det er jo meget vigtigt, at man får vendt ”skuden” – og sådan er det heldigvis gået de gange, hvor jeg har været involveret i økonomiske krisesituationer.
I Eventyrhuset i Billund Kommune, den selvudnævnte ”Børnenes Hovedstad”, har vi haft nogle møder med kommunen, fordi de forskelsbehandler. De yder ikke de samme tilskud til vuggestuebørn i de private og kommunale institutioner. Der var godt 3.000 kr. i forskel pr. måned pr. barn – som den private institution fik mindre.
Et par år efter var der igen en diskussion – hvor en forælder mundtligt fra Børn og unge-forvaltningens ledelse havde fået at vide – at godt nok var hun tildelt 100% økonomisk friplads – men fordi det var en privat institution, hendes barn gik i, svarede hendes fripladssats kun til 73%.
Med god bistand fra SPIA-kontoret prøvede vi at hjælpe med sagen, men indtil videre forgæves. Det hjalp heller ikke, at forælderen fik en fin og opbakkende artikel i den lokale avis, så det endte desværre med at forælderen tog barnet ud – da hun ikke havde råd til den store egenbetaling som aleneforsørger. Hun måtte flytte børnene over i en kommunale vuggestue, hvilket jo både har betydning for institutionen samt børnene – og kommunen var i dette tilfælde vinderen.
Sagen ulmer stadig – og nu er det spændende, om kommunevalget har nogen betydning for den politiske holdning til spørgsmålet.
Hvorfor vælger du at gå på efterløn nu – du fylder jo kun 64 år?
Jeg vælger at gå på efterløn, fordi jeg nu har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 18 år – så nu vil jeg rigtig meget gerne nyde mit otium sammen med min skønne familie. Min mand og jeg og mine 2 voksne sønner med familier. Det ene hold har 3 børn (2 piger på 6 – 8 år og 1 dreng på 10 år), og det andet hold har 2 drenge på 2 – 4 år.
Jeg vil rigtig gerne være en bedstemor, som har tid til dem, og min mand og jeg vil rigtig gerne sammen ud at køre med bil og campingvogn – først her i det dejlige Danmark og senere mod nord.
For man oplever og hører, måske fordi man bliver ældre, at pludselig sker der noget – som gør at man ikke når at opleve det, som man hele livet går og taler om og ser frem til. Så jeg tænker, at nu er det tid til at gøre det – og skulle det være et forkert valg – ja så ringer jeg bare til Annette 😊
I SPIA siger vi tusind tak til Gitte for hendes store, venlige, hjælpsomme og kompetente indsats igennem 11 år og ønsker hende alt det bedste i hendes nye tilværelse som efterlønner. ♥
