Et enigt byråd i Aarhus Kommune besluttede i sidste uge, at flere forældre og pædagoger skal have mulighed for at drive egne dagtilbud i Aarhus Kommune.
Efter København, Frederiksberg og Gentofte er Århus kommune en højborg for selvejende daginstitutioner, og det er i disse 4 kommuner, at hovedparten af de nu i alt kun ca. 430 selvejende daginstitutioner, der er tilbage i Danmark, ligger.
De sidste mange år har dog ikke været en dans på roser for de år århusianske selvejende daginstitutioner. Også Århus kommune har presset på for klyngedannelser, lukning af små institutioner, kommunal administration og kontrol.
Men nu blæser der nye vinde over Århus. Efter en grundig politisk behandling traf et enigt Byråd nemlig en beslutning, der bl.a. indebærer:
At Børn og Unge (forvaltningen) udarbejder en vejledning om muligheden for omdannelse af en kommunal dagtilbudsafdeling til et selvejende dagtilbud.
At der ved etablering af nye kommunale institutioner skal annonceres efter private aktører, der kan drive institutionen som et selvejende dagtilbud.
At Børn og Unge (forvaltningen) udarbejder en vejledning om muligheden for at etablere et selvejende dagtilbud.
Beslutningen er grundigt beskrevet i referatet fra Byrådsmødet i sidste uge, og i dette er der også link til en række interessante bilag i sagen. Se referatet (punkt 15) her: https://dagsordener.aarhus.dk/vis?Referat-Aarhus-Byraad-d.30-04-2025-kl.16.00&id=fa0c6ffd-104c-4578-a78a-1a8a1d0780d5
TV2 Østjylland har en glimrende artikel om beslutningen – med tre indlagte videoklip. I det ene udtaler rådmand Thomas Medom, SF, bl.a.:
Erfaringen fra de selvejende dagtilbud, vi har nu, har været, at der er rigtig god kvalitet og rigtig mange engagerede forældre. Kan vi med nogle små greb få lidt mere af det, så er det positivt