SPIFO havde inviteret alle ledere, ansatte, bestyrelsesmedlemmer og andre med interesse i de selvejende dag- og fritidsinstitutioner til debat under overskriften ”Hvordan kan de selvejende institutioner overleve?” Det blev en god eftermiddag med masser af debat.
Søren Smidt indledte med et oplæg om, hvorvidt de selvejende institutioner har en berettigelse. Hans svar var: ”Ja, hvis …”. De selvejende skal kunne tilpasse sig den udvikling og de forandringer, der udfordrer den kendte praksis og se på, hvordan det er muligt at indgå i nye samarbejdsrelationer og strukturer og samtidig bevare den frihed og selvbestemmelse. Han remsede nogle af udfordringerne op: ønske om større enheder, fokus på ledelse, skolereform, faglige mål som f.eks. sprog og inklusion, læring, forældresamarbejde og bestyrelsesarbejde.
Søren Smidt mener, det er vigtigt ikke blot at ”hæve selvejekortet”, men tage udgangspunkt i opgaverne – og derigennem vise, at de selvejende institutioner har masser at byde på i f.t. de opgaver, som stilles til institutionerne i dag. Dette var et synspunkt, der var stor opbakning til fra salen, tilsat masser af ideer og eksempler på, hvordan de selvejende institutioner kan byde ind – men også med erkendelse af, at det kræver at institutionerne bliver endnu bedre til at samarbejde i både netværk og gennem partnerskaber.
Pernille Bak Holt er leder af Smørhullet, en vuggestue i København, der for 1½ år siden gik fra at være kommunal og del af en klynge til at være selvejende institution i netværk. Hun kunne dermed fortælle om erfaringer fra begge ejerformer og var ikke i tvivl: selvejende institutioner og den frihed, man har, er til gavn for pædagogik, forældresamarbejde, arbejdsglæden – og dermed for børnene. Hendes erfaring fra en kommunal klynge var, at der gik meget tid med møder, som ikke virkede relevant, alle beslutninger blev truffet langt væk og i et uigennemskueligt set up, hvor hun f.eks. ikke havde nogen indsigt i de økonomiske rammer. Som selvejende bliver tiden brugt på ting, herunder møder i netværket, der er vedkommende og giver mening. Der er langt kortere fra idé over beslutning til handling og den arbejdsglæde og det engagement, som det giver de ansatte smitter direkte af på børnene.
Efter en pause holdt Annette Foltmann et mere juridisk oplæg om rammerne for selvejende institutioner og kommunernes kontrol og tilsyn. På den ene side er der kommunalstyrelseslovens §2, der betyder at kommunen ikke må udskille en opgave til en selvejende institution og samtidig bevare rådigheden over opgavevaretagelsen ved at have bestemmende indflydelse på institutionen. På den anden side betyder In-house-reglen, at kommunen skal føre kontrol med de selvejende institutioner, hvis de skal undtages EU-krav om at blive sendt i udbud. Endelig er tilsynet med institutionerne reguleret i dagtilbudsloven. Med udgangspunkt i konkrete eksempler lagde Annette Foltmann op til diskussion af, hvor grænsen går for hvor meget/hvor lidt kommunen må og skal bestemme, som f.eks.: Kan kommunen kræve at sidde med i ansættelsesudvalget, når der skal ansættes leder? Kan de kræve at overtage administrationen af de selvejende institutioner? Skal institutionen følge kommunens personalepolitikker og deltage i MED? På en del af spørgsmålene måtte vi konstatere at der ikke er klare svar – men det er altid muligt at tage en sag i statsforvaltningen, hvis vi vurderer at kommunens krav overskrider grænsen og udgør en trussel mod nogle af de grundlæggende elementer ved selveje.
Selvom alle var trætte efter 3 timers intens debat, sluttede mødet med adskillige opfordringer til at lave flere af denne type arrangementer – en opfordring som SPIFOs bestyrelse sagde, at de gerne tager på sig.